Akademisk medarbejder til naturområdet

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at beskytte vores værdifulde natur i Assens Kommune? Er du fagligt ambitiøs og løsningsorienteret? Og matcher myndighedsarbejde med naturområder omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, Natura 2000-områder samt fredede områder og fredede arter dit ønske til arbejdsområde? Så har vi et selvstændigt og afvekslende job i et fagligt kvalificeret og engageret miljø, som måske kan blive dit.

I Assens Kommune står biodiversitet samt friluftsliv og nem adgang til naturen højt på dagsordenen.

Vi vil beskytte naturen og samtidig sikre gode muligheder for at borgere og besøgende kan komme ud og opleve den. Vi har derfor lavet en Natur- og Friluftsstrategi, der sætter ramme og retning for de kommende års indsatser på naturområdet.

Vi søger en kollega, som vil være med at sikre løbende drift på naturområdet ved at varetage myndighedssager samt bidrage til naturpleje i de beskyttede områder. Helt aktuelt er vi medansøgere på et større LIFE-projekt med de øvrige fynske kommuner. 

Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer og med ansættelse fra den 1. august 2023.

Om jobbet

Dit primære arbejdsområde bliver myndighedsarbejde med naturområder omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, Natura 2000-områder samt fredede områder og fredede arter. Du vil endvidere skulle bistå sager vedr. beskyttede diger, naturaspekter ved kystbeskyttelsessager samt naturplejeprojekter.

Du skal kunne samarbejde bredt med kolleger i samme team og andre fagområder, borgere, lodsejere og lokalråd m.fl. Mange af de naturprojekter vi realiserer er beskrevet i vores Natur- og Friluftsstrategi, hvor naturbeskyttelse og biodiversitet er et væsentlig omdrejningspunkt. Vi arbejder tværgående. så vi sikrer flersidige hensyn i projekterne – eksempelvis ved naturprojekter, der samtidig kan understøtte de rekreative muligheder.

Vi ser gerne, at du er dygtig til at kommunikere både i skrift og tale, så du kan bidrage til udarbejdelse af pjecer, opslag på den sociale medier m.m. samt skrive større fondsansøgninger. I myndighedssagsbehandlingen er det samtidig vigtigt, at du er dus med din flora, og at du kan balancere afgørelser, så de er forståelige, klare og tydelige for modtageren.

Vi kan tilbyde dig et selvstændigt og afvekslende job, som du selv har mulighed for at præge samt gode kolleger i et fagligt kvalificeret og engageret miljø. Der er mulighed for at aftale enkelte hjemmearbejdsdage. 

Hvem er du

Vi lægger vægt på, at du har kompetencer og erfaring i at arbejde med myndighedsopgaver efter naturbeskyttelsesloven samt små og store naturprojekter i samarbejde med lodsejere, lokalråd, virksomheder mv.

Du vil være med til at opfylde vores ambition om, at vi i samarbejde med eksterne aktører sikrer, at Assens Kommune fortsat har en rig natur og gode muligheder for et aktivt friluftsliv. 

Du er derfor:

  • Biolog, forstkandidat, skov- og landskabsingeniør eller lignende
  • Fagligt ambitiøs og engageret med indsigt i relevante dagsordner på naturområdet
  • Erfaren med lovgivningen på naturområdet, herunder også Natura 2000-planlægningen
  • I besiddelse af solidt kendskab til naturtyper omfattet naturbeskyttelseslovens § 3
  • Interesseret i større og mindre projekter relateret til naturbeskyttelse og friluftsliv
  • God til dialog og kommunikation med borgere og professionelle både i tale og på skrift
  • Kendskab til GIS – vi arbejder med SpatialSuite og QGIS
  • Løsningsorienteret og klar til at tage fat på opgaverne – også når de er uden for dit kerneområde.

Og endelig ønsker vi os en kollega, der bidrager til, at det er sjovt at gå på arbejde samt lægger vægt på tillid, åbenhed og ordentlighed.

Derudover er det nødvendigt, at du har kørekort til bil.

Hvem er vi

I Miljø og Natur er vi 29 engagerede og dygtige kolleger fordelt på fire teams. Vi sidder på rådhuset, som er indrettet i charmerende, gamle industribygninger – den tidligere sukkerfabrik i Assens.

I afdelingen løser vi opgaver vedrørende vandløb, beskyttet natur, industri, landbrug, spildevand, affald, jordforurening, grundvandsbeskyttelse, klimatilpasning, friluftsliv mv.

Vi har et godt fællesskab og et stort engagement i at bevare og udvikle Assens Kommune som en moderne og attraktiv arbejdsplads. Vi vil hinanden! 

Vores omgangstone er fri og humoristisk, og vi lægger stor vægt på, at det skal være rart at komme på arbejde. Samtidig er fleksibilitet og lyst til at hjælpe hinanden væsentligt i en hverdag, der ofte er præget af mange opgaver og et højt tempo.

Den ledige stilling er i teamet "Natur og Vandløb", hvor vi er 9 engagerede kolleger, som arbejder med natur, vandløb og friluftsliv.

I teamet gør vi en forskel for naturen og for borgeren, og vi skaber rammerne for, at Assens Kommune har en fantastisk natur med gode adgangsforhold og nogle af Fyns bedste vandløb. Det kræver dygtige og kompetente medarbejdere, som har et stærkt fagligt ståsted og et helhedsperspektiv på opgaverne.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra principperne om lokal løndannelse.

Vi gør opmærksom på, at du selv skal indhente straffeattest ved ansættelsen.

Vil du vide mere

Du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Kim Walsted Knudsen på tlf. 64 74 72 26 eller biolog Michael Marcher på tlf. 64 74 71 67 for yderligere oplysninger om stillingen. 

Er du nysgerrig på, hvad Assens Kommune er for en arbejdsplads, kan du følge os på LinkedIn eller Facebook.

Ansøgningsfristen er den 12. juni 2023, og vi forventer at afholde samtaler den 21. og 22. juni 2023.

Flyt til Vestfyn

Tænker du på at søge dette job i Assens Kommune? Så går du måske også med tanker om at flytte til Vestfyn.

Har du brug for hjælp til at finde dit nye hjem, så kan du finde mere info om alt det, Vestfyn har at byde på, her: www.flyttilvestfyn.dk.

Vi glæder os til at høre fra dig!


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=6a1e1094)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Assens Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Assens Kommune - Miljø og Natur, Rådhus Allé, 5610 Assens

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 12-06-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Ved skriftlig henvendelse: https://www.ofir.dk/resultat/Jobannonce.aspx?ofirId=6a1e1094&action=sendApplicationUrl&utm_source=job.jobnet.dk&utm_medium=referral

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5835915

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet