Børns Voksenvenner mangler lokalformand: Vil du tage stafetten videre? 

Sinne (tv.), der er tidligere bestyrelsesformand, og Birgit (th.), der er venskabsmatcher i lokalforeningen
dato

Børns Voksenvenner i Assens Kommune har i snart 13 år skabt stærke og meningsfulde venskaber mellem børn, familier og frivillige voksne. Over 100 venskaber er det blevet til – og i dag har foreningen ca. 25 børn og familier, der nyder godt af en ekstra voksen i deres liv. Men nu står lokalforeningen ved en skillevej: Der mangler en formand, som vil gå forrest og sikre, at det gode arbejde kan fortsætte.

En velfungerende forening med stærke kræfter 
Foreningen har en engageret bestyrelse, som er klar til at støtte op om en ny formand. Der er stor goodwill omkring foreningen – både blandt borgere og i kommunen – og samarbejdet med lokale aktører som eksempelvis frivilligcenteret fungerer godt. 

“Vi har en stærk base og mange gode frivillige, som brænder for sagen. Det vi akut mangler nu, er en person, der vil tage teten og hjælpe os videre,” siger Sinne Ramild, der selv var formand indtil generalforsamlingen i marts. Her blev en ny formand valgt, men desværre har vedkommende måtte trække sig af personlige årsager.  

”Jeg har fortsat hjerte for foreningens arbejde og fortsætter både som familieven og som venskabsmatcher. Men det er afgørende for foreningens fremtid, at en ny formand tager over. Jeg står selvfølgelig klar til at hjælpe med overdragelse, og der er god støtte at hente i bestyrelsen,” siger Sinne. 

Børn og familier på venteliste til en voksenven 
Hvis ikke der melder sig en ny formand, risikerer lokalforeningen at lukke. Det vil betyde, at nye venskaber ikke kan etableres – og at de eksisterende venskaber mister den lokale støtte, som har været så vigtig. 

Lige nu er der cirka 25 børn, der har glæde af et venskab, men også 10 børn og familier på venteliste til en voksen- eller familieven - og netop derfor er det så afgørende, at foreningen skal fortsætte. 

“Det ville være hjerteskærende, hvis vi må dreje nøglen om. Vi ved, hvor meget det betyder for børnene at have en voksenven eller for familierne at have en familieven – og hvor meget det giver de frivillige,” siger Maria Bergmann Nielsen, foreningskonsulent i Børns Voksenvenner. 

Er det dig, vi leder efter? 
Du behøver ikke have erfaring med bestyrelsesarbejde - det vigtigste er, at du har lyst til at gøre en forskel. Du bliver en del af et fællesskab med opbakning fra både lokalforeningen og Børns Voksenvenner landsforening. Og du får mulighed for at være med til at sikre, at børn og familier i Assens Kommune fortsat kan få en ekstra voksenven eller familieven i deres liv. 

Hvis du er nysgerrig eller har spørgsmål til formandsposten, er du meget velkommen til at kontakte Sinne Ramild på telefon 30 64 38 74 eller på mail assens@voksenven.dk. Du kan også møde Sinne på Foreningsfestival i Assens d. 27. september 2025.

Hvem er Børns Voksenvenner?
Børns Voksenvenner er en landsdækkende frivillig forening med cirka 1250 frivillige, der deler en vision om at give børn flere tætte og trygge voksenrelationer, som giver dem mere selvtillid og mod på livet. Foreningen blev etableret i 1990 og har siden da skabt venskaber mellem børn, der savner en ekstra fortrolig voksen og rollemodel, og frivillige voksne med tid og lyst til at gøre en forskel for et barn.

Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.