Jurist til fagligt stærkt team i Byrådssekretariatet

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være en del af et fagligt stærkt team med godt humør og en masse spændende opgaver? Er du nysgerrig, videbegærlig og imødekommende? Kan du formidle kompliceret jura, så alle kan forstå det? Og vil du være med til at rådgive organisationen om store og små juridiske spørgsmål, som kan opstå i en kommune? Så kom og bliv en del af vores fællesskab!

Hos det juridiske team i Byrådssekretariatet i Assens Kommune søger vi en ny kollega.

Stillingen er på fuld tid og med tiltrædelse snarest muligt.

Om jobbet

Som vores nye kollega får du frihed under ansvar, stor opbakning og altid mulighed for faglig sparring med erfarne kolleger. Du får afvekslende opgaver og faglige udfordringer.

Du bliver en del af et fagligt stærkt juridisk miljø. Vi arbejder sammen om opgaverne, men med hvert vores faglige fokus.

Dit fokusområde vil særligt være databeskyttelsesret, som du vil skulle bruge ca. halvdelen af din arbejdstid på. Derudover vil du skulle rådgive, forhandle og udarbejde leje- og brugsretsaftaler samt rådgive dagtilbud og skoleområdet.

Dine opgaver vil blandt andet være:

  • Juridisk rådgivning inden for databeskyttelsesret. Du vil have tæt samarbejde med IT-sikkerhedskoordinatoren om projekter inden for GDPR. Du vil derudover være i tæt dialog med kommunens eksterne DPO samt være tovholder på databeskyttelsesretlige projekter i organisationen. 
  • Juridisk rådgivning og udfærdigelse af leje- og brugsretsaftaler.
  • Juridisk rådgivning og vejledning i øvrigt til fagområderne i Assens Kommune.
  • Og meget mere.

Du vil i din hverdag få en stor kontaktflade til kolleger i organisationen og eksterne samarbejdspartnere.

De øvrige fokusområder i det juridiske team er blandt andet planret, naturbeskyttelsesret, socialret, udbudsret og handel med fast ejendom.

Derudover vil du, ligesom vi andre, være med til at løse juridiske ad hoc spørgsmål, og du vil samtidig skulle arbejde med offentlig- og forvaltningsret som en naturlig del af arbejdet.

Vi har fleksible rammer med mulighed for hjemmearbejde.

Hvem er du

Du er uddannet cand.jur, cand.merc.jur. eller lignende og ønsker at indgå i vores faglige fællesskab. Måske har du allerede erfaring med juridisk rådgivning.

Vi står klar med introduktion til fagområderne og faglig sparring, og du får mulighed for relevante kurser.

Du er løsningsorienteret og kan lide at arbejde selvstændigt med dine fokusområder, men har samtidig lyst til at arbejde sammen med andre og være med til at skabe resultater på tværs af fagligheder.

Du har en naturlig respekt for andre fagspecialister, og du er god til at omsætte kompliceret jura til konkret rådgivning.

Du er nysgerrig, videbegærlig og god til selvstændigt at tilegne dig viden, og du har lyst til at følge med i udviklingen på dine faglige fokusområder.

Hvem er vi

Du bliver en del af det juridiske team, hvor du får fem dygtige kollegaer. Derudover får du et tæt samarbejde med vores IT-afdeling, særligt IT-sikkerhedskoordinatoren.

Det juridiske team er en del af Byrådssekretariatet, hvor vi i alt er 17 kollegaer, som løser forskellige tværgående opgaver.

Sekretariatet er en af tre stabsafdelinger, som alle refererer til kommunaldirektøren. Din nærmeste chef bliver sekretariatschefen. 

I dagligdagen vil du opleve, at vi har højt til loftet og en uformel omgangstone, og at vi har det sjovt, mens vi arbejder.

Sammen har vi et stort engagement på tværs af fagligheder, og vi leverer altid et højt serviceniveau ud i kommunen. Det er vi stolte af!

Vi står klar til at byde dig velkommen og give dig en god start i Assens Kommune.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelse sker efter gældende overenskomst og ud fra principperne om lokal løndannelse.

Vi gør opmærksom på, at straffeattest indhentes ved ansættelse.

Vil du vide mere

Hvis du har spørgsmål eller ønsker at vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatschef Lene Wilhøft på tlf. 29 37 90 68 (ferie 23.12.23 - 02.01.24) .

Ansøgningsfristen er den 15. januar 2024, og vi indkalder til samtaler umiddelbart herefter. Samtaler afholdes fredag den 19. januar 2024.

Vi glæder os til at høre fra dig!


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=3670051d)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Assens Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Assens Kommune, Rådhus Allé, 5610 Assens

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 15-01-2024; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5962753

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet