Hvis vejret tillader det, starter opsætningen af den nye udsigtsplatform på Udsigten i Vissenbjerg mandag den 16. februar 2026. Vissenbjerg MaskinVærksted har gennem de seneste måneder arbejdet på at svejse den store stålkonstruktion, som nu er klar efter en prøveopstilling.
Den nye platform får en diameter på 10 meter og opføres i to niveauer. Mandag morgen begynder monteringen af stålkonstruktionen, og fra onsdag overtager Lebæk A/S Tømrer- og Snedkerfirma arbejdet med trædelene som totalentreprenør.
I byggeperioden vil afspærringen i området blive udvidet. Det betyder blandt andet, at stien fra Vissenbjerg Terrariet op til Udsigten også bliver spærret for offentligheden.
Hvis arbejdet forløber planmæssigt, og vejret ikke skaber forsinkelser, forventes udsigtsplatformen at stå færdig i løbet af april 2026.