Nyt børne- og ungehjem i Assens giver udsatte børn støtte tæt på hjem og netværk

Foto: Assens Kommune.
dato

Kildevangen opføres i Assens Kommune som et lokalt børne- og ungehjem, hvor børn og unge kan få støtte tæt på deres hjem, skole og netværk.

Opførelsen af Kildevangen – et nyt hjem for børn og unge – er nu påbegyndt i Assens Kommune. Hidtil har kommunen ikke haft sit eget børne- og ungehjem, hvilket har betydet, at børn og unge med behov for anbringelse ofte har skullet flytte langt væk fra familie, skole og netværk. Med Kildevangen etableres et lokalt og omsorgsfuldt hjem, hvor børn og unge fra Assens Kommune kan modtage nødvendig støtte i kendte omgivelser.

Kildevangen kommer til at bestå af en børneafdeling, en ungeafdeling, en familielejlighed samt et personaleafsnit. Lebæk Tømrer- og Snedkerfirma fra Aarup har vundet udbuddet og står for omdannelsen af bygningen. Ombygningen omfatter etablering af otte værelser til børn mellem 4-12 år, otte værelser til unge på 13-18 år, en familielejlighed, et køkken- og spiseområde samt tre fællesrum.

Forud for ombygningen har Assens Kommune undersøgt lignende tilbud for at indhente erfaring og sikre de bedste rammer omkring børnene. Kommunen har været i tæt dialog med blandt andet Anbragtes Vilkår og Susan Hart for at sikre, at bygningen understøtter børn og unges behov optimalt. Indretningen af Kildevangen er udarbejdet i samarbejde med indretningsarkitekt Bo Larsen fra Creazion og har fokus på at skabe en hjemlig, rolig og imødekommende atmosfære. Inventar, belysning, akustik, farver, facade og vinduesvalg er nøje udvalgt for at understøtte dette, og beboerne får selv indflydelse på indretningen af deres værelser.

Der har været stor opbakning fra lokalsamfundet allerede inden åbningen, og et bredt samarbejde med lokale foreninger, virksomheder, Verninge Borgerforening, Verninge Skole, Idrætsforening og mange andre bidrager til at skabe gode vilkår omkring børnenes trivsel og udvikling.

Kildevangen bliver et hjem for børn og unge i alderen 4-18 år, dog ikke for børn og unge med misbrugs- eller kriminalitetsproblematikker. Visitation til både børne- og ungehjemmet samt familielejlighederne foretages af Assens Kommunes visitationsudvalg. Børn flyttes kun fra andre tilbud til Kildevangen, hvis det giver mening for dem, og hvis de selv ønsker det. Kildevangen forventes at være indflytningsklar efter påsken 2027.

https://www.assens.dk/om-os/nyt-fra-assens-kommune/nyheder-og-pressemeddelelser/nu-gaar-opfoerelsen-af-boerne-og-ungehjemmet-i-verninge-i-gang

Kilde: Assens Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.