Assens Kommune inviterer til en dag fyldt med spændende aktiviteter for både børn og voksne. Søndag den 8. september 2024 kan du opleve naturen på Bågø med guidede ture, bål med snobrød, fortællinger fra naturvejleder Christian Heller, og meget mere. Færgeoverfarten til Bågø er gratis, men skal bookes på forhånd.
Assens Kommune afholder igen i år en dag, der vil stå i naturens tegn. Der vil være aktiviteter for børn og voksne dagen igennem med bl.a. guidet tur, bål med snobrød, fortællinger fra naturvejleder Christian Heller, og åbent hus på Naturcentret.
Gratis færgeoverfart
Færgeoverfarten til Bågø er denne dag gratis. Overfarten tager 30 minutter og skal bookes på forhånd på grund af et begrænset antal pladser på færgen. Du kan booke færgebilletter på assens.dk/assens-baagoe. Husk også at booke færge retur til Assens. Færgen fra Assens sejler kl. 8.30, 10.30 og kl. 12.00. Færgen sejler retur fra Bågø kl. 13.00, 15.00 og 17.45.
Oplevelser og aktiviteter på Naturens Dag på Bågø
Ved havnen:
- Kl. 09.15: Guidet tur på øen med Grisevognen. Kør med Grisevognen rundt på øen og hør undervejs om Bågøs historie. Turen tager ca. 45 min. og slutter ved Naturcentret.
- Kl. 09.15-12.00: Livet på det lave vand. Naturvejleder Christian Heller fortæller om det mylder af liv, som findes tæt på kysten. Vi springer i et par waders og leder efter hesterejer, søstjerner, skrubber, strandkrabber, tangnål, tanglus osv.
- Kl. 11.30-15.00: Ud med snøren for begyndere og lettere øvede lystfiskere. Søren Bay fra Havørred Fyn står klar med tips og tricks til såvel nybegynderen som den garvede lystfisker. Du kan låne grej og prøve, om du kan fange en stor havørred.
Ved Bågø Naturcenter:
- Kl. 10.00-15.00: Åbent Hus på Naturcentret. Se og oplev centerets udstilling og faciliteter. Du kan også nyde din medbragte madpakke eller lave snobrød/pandekager.
- Kl. 11.00-14.30: Skattejagt for børn i Bågø by med præmier til børnene.
Ved fugletårnet nord for kirken:
- Kl. 09.30-14.30: Hør biolog Tanya Lauridsen fra Terrariet i Vissenbjerg fortælle om bevaringsarbejde med den truede strandtudse. Du kan også høre om fuglelivet på den nordlige del af Bågø, hvor det gamle fugletårn sidste år blev erstattet af et nyt tidssvarende fugletårn. Ved fugletårnet er det også muligt at låne en kikkert.
Mad og drikke
Hos Marianne i Havnekiosken er det muligt dagen igennem at købe fx drikkevarer, is, pølser og sandwich.
Praktisk information
Dato: Søndag den 8. september 2024
Tid: Fra kl. 08.30
Sted: Bågø Naturcenter, Prinsehøjsvej 17, 5610 Assens
Entré: Fri entré
Arrangør: Assens Kommune
Færgebilletter: Bookes på assens.dk/assens-baagoe
Vi tager forbehold for, at oplysningerne om begivenheden kan have ændret sig siden, vi skrev artiklen. Tjek seneste opdateringer her
Oplev Naturens Dag på Bågø
Kilde: Kultunaut