Brænder du for at bringe din faglighed i spil på det specialiserede voksenområde og gøre en reel forskel? Har du erfaring inden for området, og kan du arbejde selvstændigt og systematisk? Ønsker du at være en del af et kompetent team, som prioriterer hinanden og det kollegiale fællesskab, og hvor myndighedsudøvelse bygger på faglighed, ordentlighed og et tæt samarbejde med borgeren? Så kan du blive vores nye kollega!
Vi søger socialrådgiver eller socialformidler til en fast stilling på 37 timer om ugen, der har lyst til at arbejde i et fagområde med fokus på kvalitet, udvikling og helhedsorienterede løsninger
Vi ønsker stillingen besat 1. oktober 2026 og gerne tidligere, hvis det er muligt.
Hvem er vi Det specialiserede voksenområde i Assens Kommune er organiseret, så både myndighedsafdelingen og de udførende enheder er organiseret under samme chef. Strukturen skaber en stærk sammenhængskraft og faglig synergi for det samlede socialområde.
Vi arbejder målrettet og ambitiøst i et tæt samarbejde mellem drift og myndighed. Sammen løser vi opgaverne på den bedst mulige måde og med bedst mulige kvalitet.
Vores myndighedsfunktion er organiseret på en lidt anderledes måde end du måske kender, idet vi har en struktur, der både har en central og en decentralt placeret myndighedsfunktion.
Vores socialrådgivere er forankret i tre hovedområder:
- Modtagelsen, som fungerer som én indgang for borgerne. Socialrådgiverne i Modtagelsen er fysisk placeret sammen med vores SKP'ere og Bostøttekorps.
- Praksisnær Myndighed har et tæt samarbejde med de udførende enheder og er derfor også fysisk placeret ude på enhederne.
- Central Myndighed varetager sager, hvor Assens borgere modtager tilbud i eksterne kommuner. Den centrale myndighedsfunktion er fysisk placeret på Rådhuset i Assens.
Vi er kendetegnet ved en systematisk og professionel tilgang til vores opgaver. Vi anvender Voksenudredningsmetoden og har afsluttet implementeringen af VUM 2.0. Vi har fokus på den rehabiliterende tilgang, og vi inddrager borgere og pårørende på bedst faglige måde.
Vores værdisæt hviler på nysgerrighed, tillid, respekt, ansvarlighed og selvstændighed. Vi lægger stor vægt på, vi har et stærkt og tillidsfuldt tværfagligt samarbejde både internt og eksternt.
Om jobbet Stillingen er i vores Modtagelse, hvor du primært vil have myndighedsrollen i henhold til Servicelovens §§ 82 og 85. Derudover vil du, sammen med teamet, blive ansvarlig for teamtelefonen under Myndighed Social. Teamet består af tre socialrådgivere og en Myndighedsleder, som er let tilgængelig og tæt på opgaven. Derudover har du syv kollegaer i Central Myndighed samt to kollegaer i Praksisnær Myndighed.
Du vil i den daglige drift have et tæt samarbejde med-/og opholde dig på samme lokation som bo-støttekorpset, deres leder og faglig koordinator. Fagligt og ledelsesmæssigt vil du være forankret sammen med Central Myndighed, hvor du har fælles personalemøder, faglig sparring, supervision samt relevante temadage.
Der vil i ansættelsen være inkluderet tid til oplæring af de bestemmelser, du skal arbejde i henhold til, og samtidig er du sikret sparring i dit team, hvor der sidder kollegaer og faglig koordinator med specifik erfaring inden for området.
Du får løbende tæt sparring med leder og faglig koordinator.
Hvem er du Vi vægter dine faglige kompetencer og din tilgang til opgaven højt, og du skal gerne have en vis myndighedserfaring med området.
Er din erfaring på enkelte områder begrænset, skal du have energi og lyst til at arbejde målrettet for at kvalificere dig til den samlede opgave.
Vi lægger særlig vægt på:
- din uddannelsesbaggrund (socialrådgiver el. socialformidler)
- din erfaring inden for området
- din tilgang til borgere med komplekse problemstillinger
- din holdning og evne til samarbejde
- dine færdigheder i at arbejde grundigt, selvstændigt og struktureret
- dine personlige strategier i situationer, hvor du oplever dig presset
- din holdning og tilgang til kolleger og ledelse
Hos os får du:
- en stærk faglig kultur med højt fagligt niveau
- sparring med kollegaer og høj tilgængelighed til nærmeste leder
- et arbejdsfællesskab, hvor vi arbejder fokuseret og skaber bæredygtige løsninger sammen
- en ledelse, der er lydhør og inddragende, men som også sætter rammer og retning
- supervision
- mulighed for en fast hjemmearbejdsdag
Vi gør opmærksom på, at du selv skal indhente straffeattest, inden ansættelse kan finde sted.
Vil du vide mere Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte leder af Myndighed Social Lisbeth Rahbek på tlf. 24 75 31 71.
Ansøgningsfristen er søndag den 23. august 2026 kl. 23.59, og vi holder forventeligt samtaler fredag den 28. august 2026.
Flyt til Vestfyn Tænker du på at søge dette job i Assens Kommune? Så går du måske også med tanker om at flytte til Vestfyn.
Har du brug for hjælp til at finde dit nye hjem, så kan du finde mere info om alt det, Vestfyn har at byde på, her: www.flyttilvestfyn.dk.
Vi glæder os meget til at høre fra dig!
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Assens Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Assens Kommune, Rådhus Allé , 5610 Assens
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 23-08-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/c2def791-5227-4117-8b2d-658affd5725d