Kredsrådet i Fyns politikreds sætter fokus på børn og unges færden på sociale medier og risikoen forbundet med det

dato

Fyns Politi og de 10 kommuner i Kredsrådet sætter fokus på børn og unges digitale risikoadfærd. Det kan nemlig have alvorlige konsekvenser for børn og unge, som oftest slet ikke selv er klar over, at de risikerer at blive indblandet i kriminalitet.

Onsdag den 13. november samles ca. 100 ledere og medarbejdere fra Fyns Politi og fra de 10 kommuner i Fyns politikreds til kredsrådskonference i Odense. For tredje år i træk sætter Kredsrådet fokus på børn og unges adfærd på digitale medier.

 

Konferencen bygger videre på sidste års kredsrådskonference, hvor deltagerne blev præsenteret for nyeste viden inden for radikalisering og ekstremisme blandt børn og unge. Herunder hvordan sociale medier spiller en stor rolle. I år fortsættes konferencen med særligt fokus på gråzonen mellem det ”almindelige internet” og den mørke side af nettet.

 

Mange af samfundets børn og unge bevæger sig i dag i gråzonen, fordi de er blevet lettere at tilgå -  både bevidst og mere ubevidst.

 

At flere børn og unge færdes i gråzonen på platforme som fx Telegram, øger risikoen for, at de udsættes for billeder og videoer af ulovlig og yderst skadelig karakter. Forskningen viser, at det – sammen med en række andre risikofaktorer – kan øge risikoen for, at flere børn og unge kan udvise bekymringstegn, som især fagfolk i fællesskab skal være gode til at opspore og håndtere.

 

Derfor er det, ifølge stabschef ved Fyns Politi Lisa Vibe-Pedersen, vigtigt, at der sættes fokus på emnet i en tværfaglig kontekst:

 

”Vi ser hele tiden nye tendenser i forhold til børn og unges færden på sociale medier. Især platformen Telegram har den sidste tid fyldt meget i manges bevidsthed. Det er en platform, hvor materiale af seksuel og voldelig karakter er tilgængeligt, og det betyder, at børn og unge med deres færden på platformen er i risiko for at blive udsat for skadeligt og polariserende indhold, som kan påvirke den unges trivsel, men også den demokratiske dannelse”.

 

Også Borgmester i Assens Kommune Søren Steen Andersen ser frem til konferencen.

 

”I kommunerne og i skolerne ser vi bekymringer for børn og unges radikalisering, lige fra bekymringer i et tidligt stadie til mere skarpe sager. Og det er særligt bekymringerne i det tidlige stadie, der kan være svære at opfange og håndtere. Derfor er det også vigtigt, at vi mødes og at deltagerne i dag får mulighed for at få dybere indsigt i de rette redskaber til at håndtere udfordringer og bekymringer, hvad end det drejer sig om hadtale, radikalisering eller unges udsathed for skadeligt indhold på de sociale medier.”

 

Søren Steen Andersen byder velkommen til konferencen på vegne af Kredsrådet og sammen med Lisa Vibe-Pedersen fra Fyns Politi.

 

Konferencen bliver afholdt på baggrund af fokusområdet ”Fælles forebyggende indsats mod digital kriminalitet".

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Fyns Politi.
Kilde: Fyns Politi